Hvor Godtfolk er... - formidling af Fanøs kultur og natur under Godtfolk Festival

Hvor Godtfolk er... - formidling af Fanøs kultur og natur under Godtfolk Festival

Hvor Godtfolk er... - formidling af Fanøs kultur og natur under Godtfolk Festival

Links til video med workshops og sessions i 2017

Galleri fra 2017

Udvikling og afholdelse af workshops, sessions og andre formidlingsaktiviteter, hvor festivalen udvider sit fokus på formidlingen af Fanøs natur- og kulturarv, heriblandt musik- og dansetraditionen.

Godtfolk Festival er en mangfoldig og eksperimenterende rootsfestival, der fokuserer på mødet mellem mennesker, musik og kultur. Festivalen, som er et non-profit foretagende baseret på frivillig arbejdskraft, kombinerer alt fra Fanø-baller og folkrock til spændende og unikke verdensorkestre og lægger vægt på kvalitet og originalitet. På Godtfolk Festival er man som besøgende ikke bare tilskuer, men aktiv medspiller i forhold til at skabe og forme festivalen.

Omdrejningspunktet for festivalen er ikke mindst Fanøs rige traditioner kombineret med intime og historiske spillesteder (Sønderho Forsamlingshus, Strien i Nordby og øens kirker), der understøtter en atmosfære af noget særegent - for nogen måske ovenikøbet eksotisk.

Denne kulturelle egenart - og ikke mindst formidlingen af den - vil festivalen udvikle ved at kombinere stærke koncertoplevelser med interessante og formidlende workshops, hvor festivalgæster og øens gæster i øvrigt i dagtimerne f.eks. kan deltage med eget instrument i uformelle sessions eller stifte indgående kendskab til den lokale dansetradition, inden det går løs ved festivalens koncerter og baller. På samme måde vil det være muligt at deltage i by- eller naturvandringer med en lokalkendt guide, der kan formidle vadehavsøens egenart.

Telte vil blive placeret som aktivitets-steder centralt i Nordbys og Sønderhos bymiljøer for at integrere aktiviteterne mest muligt og lade stemningen brede sig til forbipasserende og andre interesserede.

Med et øget fokus på formidlingselementet i forhold til Fanøs natur- og kulturarv vil Godtfolk Festival være med til at udbrede kendskabet til vadehavsområdets levende historie og skabe møder mellem mennesker, der kan knytte an til en stærk fællesskabsdannende kulturel identitet. Samtidig er aktiviteterne med til at skærpe interessen for områdets ressourcer i bredeste forstand og kan dermed så kimen til flere besøg på Fanø og i regionen - og ultimativt bosætning.

Projektperiode: 2016, 2017 og 2018.